00
Dk Na'Zyia » Den Norske Skovkat » Temperament

Temperament

Når det drejer sig om temperament afviger den norske skovkat noget fra andre racer. En naturkat må være intelligent og initiativrig, hvis den skal overleve. Når det er dårlige tider, med knaphed på føde eller meget dårligt vejr, vil kun de intelligente individer, der er i stand til at tage uortodoxe metoder i brug for at skaffe føde eller varme, overleve.

Skovkatten er modig og frygtløs. Den har i generationer lært, at den bedste form for forsvar, er et angreb. Dette giver en meget stærk karakter med stærke nerver. Skovkatte bliver ikke nervøse eller rastløse. De tager enhver ændring med overraskende ro og vænner sig let til nye situationer. Samtidig er skovkatten en livlig, opvakt og stærk kat. Der er intet der bør afholde folk fra at holde skovkat i lejlighed, men det er nødvendigt at have gode klatre- og/eller kradsefaciliteter. Et højt klatretræ eller en højtsiddende hylde, tilfredsstiller fuldt ud kattens behov for motion. Det er selvfølgelig også muligt for kattene at færdes udendørs. Vælger man denne løsning, vil man utvivlsomt se, at skovkatten sætter pris på at klatre i havens højeste træer. På vej ned af stammerne, ser man at de næsten løber ned og at dette ikke sjældent foregår med hovedet først. Norske skovkatte og specielt hunnerne er fantastiske jægere. De fanger let en fugl i flugten. Hvis de holdes indendørs, vil det foretrukne bytte dog være fluer og lignende. Den norske skovkat trives fortrinligt sammen med andre katteracer, med hunde og med børn. Skovkatten knytter sig i reglen stærkt til en person, som den følger i tykt og tyndt. Den er ikke uvenlig og uinteresseret over for resten af familien, så længe den i stille stunder, når der er problemer, sygdom eller fødsel, kan få lov at være sammen med sit foretrukne familiemedlem. Hvis flere medlemmer af en familie ønsker at opbygge et tæt forhold med en skovkat, er det en god idé at anskaffe en kat til hver. Katten vil iøvrigt sætte pris på samværet med "racefæller" når den er alene. Som avlsdyr er skovkatten sund og ukompliceret. Den sætter pris på ejerens engagement i dens livs højdepunkter så som parring og fødsel, men kan selvfølgelig sagtens håndtere sagen alene.

Skovkattens intelligens og dens energiske og livlige opførsel stiller selvfølgelig krav til ejeren, hvis katten skal trives både fysisk og psykisk. Skovkatten elsker at træne gennem leg. Den lærer let at gå i snor, at apportere et "bytte" eller at springe på kommando. Hvis man sikrer sig at skovkatten har noget at lege med, og at den får brugt sine muskler, er belønningen en glad, smuk og interessant kammerat for både børn og voksne.
***

Du kan med "god samvittighed" overveje at købe en Norsk skovkat ,hvis du sætter pris på en livlig og intelligent kat, der elsker at følge med i hvad der sker omkring den, og som gerne lader sig kramme og slæbe rundt på af børn, men dog forlanger at blive respekteret af voksne, en kat, der forstår at finde sig til rette med hunde og andre husdyr, og som gerne deler sit hjem med andre katte, især andre Skovkatte. Skovkatten er en kat, som i bund og grund hviler i sig selv men som også i høj grad sætter pris på godt selskab.

Man skal dog ikke være blind for at Skovkatten også kan være en kat med stærk psyke, og som derfor kræver at man sætter visse grænser for dens udfoldelse. Hvis man lægger en smule arbejde i dens opdragelse forstår den udmærket hvad den må og ikke må. Om den så altid følger reglerne er en anden sag.  

Generelt ... og nu bli'r det meget generelt - er Skovkatten en uafhængig, egenrådig og stædig skabning - altså i meget høj grad kat! Det siges, at man ikke kan få en kat til at gøre noget, den ikke selv har lyst til, og det gælder dobbelt for Skovkatten. Til gengæld er den også meget loyal over for dem, den betragter som sine mennesker, så helt umulig er den trods alt ikke. Hannerne er som regel en del mere fremkommelige end hunnerne, og der er vist stadig ingen der har mødt en selvstændig hankastrat.
I det daglige liv i familien er Skovkatten mere observerende end den er deltagende, men den ved altid, hvor den har de enkelte familiemedlemmer - ikke mindst hvis den har fulgt racens særegne tilbøjelighed til, at udvælge sig sit helt eget favoritmenneske. Dette særlige menneske vil den gå gennem ild og vand for, mens den med største selvfølgelighed kan ignorere alle andre, så længe favoritten er i huset. Odds er, at den ikke vælger det menneske der betragter katten som sin. Det er især hunkatte, der udviser denne tilbøjelighed, mens en hankastrat som regel er i himlen på et hvilket som helst skød, bare han bliver kælet med.

Klik her for at få dit eget GoMINIsite